Gå til indhold
Best Western Plus Hotel Odense

Pressemeddelelse -

Best Western Plus Hotel Odense udvider med 253 værelser – bliver landets største hotel uden for København

Odense styrker sin position som Danmarks eventhovedstad og konferenceby. Odense Sport & Event annoncerer i dag en markant udvidelse af Best Western Plus Hotel Odense til i alt forventet 557 værelser, som dermed bliver det største hotel i Danmark uden for hovedstaden.

Udvidelsen forventes at stå færdig i foråret 2027 og er en direkte konsekvens af den stigende efterspørgsel på overnatningskapacitet i forbindelse med større konferencer, fester og andre events, som afholdes i Odense Congress Center (OCC).

Hotellet, der er en integreret del af OCC, blev senest udvidet i 2024, hvor 195 værelser blev tilføjet, men allerede nu er man klar til mere, forklarer Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport & Event:

– Vi har oplevet en overvældende positiv respons på vores seneste udvidelse og det sideløbende samarbejde med Best Western Hotels. Efterspørgslen overstiger allerede nu vores nuværende kapacitet, og det er tydeligt, at der er behov for endnu flere værelser for at imødekomme både nationale og internationale gæsters behov.

Alt under ét tag – både for danske og udenlandske gæster
Med den kommende udvidelse vil endnu flere gæster kunne bo i samme bygning som møde-, konference- og festlokalerne i OCC. Det reducerer behovet for transport rundt i byen og skaber en mere sammenhængende oplevelse for deltagerne, siger Enrico Augustinus:

– Vores mål er at gøre Odense til det foretrukne valg for store events og konferencer uden for København. Med flere værelser kan vi tiltrække endnu større arrangementer og tilbyde en komplet oplevelse med både overnatning og faciliteter samlet ét sted.

Den seneste udvidelse af hotellet har også styrket interessen fra store udenlandske aktører, blandt andre NATO, der ser potentialet i et stort kombineret konferencested og hotel, kun 25 minutter fra Hans Christian Andersen Airport.

En by i vækst skaber øget behov for overnatninger
At man om kun to år kan byde gæster velkommen til landets største hotel uden for hovedstadsområdet, skyldes ikke mindst Odenses profil som vækstcentrum for både erhverv, vidensmiljøer og turisme, fortæller Enrico Augustinus:

– Odense er en by i markant udvikling, og særligt vores lokalområde lægger lige nu jord til en række omfattende erhvervsbyggerier, drevet af projekter som opførelsen af Nyt OUH, udvidelsen af SDU samt store investeringer fra Novo Nordisk og det netop annoncerede VGP-erhvervsbyggeri. Det er aktiviteter, der stiller store krav til antallet af hotelværelser i området, og som understreger den tætte forbindelse mellem byens succes og det lokale erhvervsliv.

Hoteludvidelsen kommer også turister fra ind- og udland til gode: Siden samarbejdet med Best Western Hotels blev etableret i 2024, har hotellet også oplevet en stigning i antallet af privatgæster.

Det gælder især inden for segmenter som cykel- og golfturisme, der tiltrækkes af dels hotellets beliggenhed tæt på naturen og dels den gratis parkering lige ved døren.

Byder andre hoteludbydere velkomne
Odense ser i øjeblikket en markant stigning i antallet af hotelværelser, med flere andre aktører, der enten udvider eller bygger helt nyt. I Odense Sport & Event ser man dog ikke de nye hotelprojekter i byen som konkurrence, men som en styrkelse af byens samlede kapacitet:

– Den generelle vækst, og vores udvidelse især, understreger Odenses strategiske placering midt i Danmark og byens ambition om at være en central konferenceby for både danske og udenlandske virksomheder. Flere og større hoteller, især i området mellem midtbyen og OCC, gør det lettere for os at tiltrække og afvikle store events, så vi byder udviklingen varmt velkommen, slutter Enrico Augustinus.

Om Odense Sport & Event
Best Western Plus Hotel Odense er en del af Odense Sport & Event, som også omfatter Odense Congress Center, OB, Hotel Odeon, Stella Maris, Smag & Smil samt Odense Eventyr Golf. Hotellet tilbyder moderne faciliteter, herunder restaurant, fitnesscenter og direkte adgang til OCC's konference- og messefaciliteter.

Yderligere information
For yderligere information kontakt Enrico Augustinus på tlf. 2049 5619 eller Andreas Gottlieb, Chief Growth Officer, BWH Hotels Andreas.gottlieb@bwhhotels.dk, +46 73-514 5030

Kategorier


BWH Hotels er en global hotelkæde bestående af tre hotelgrupper, Best Western Hotels & Resorts, WorldHotels og SureStay Hotel Group. Sammen tilbyder de over 4 700 hoteller i mere end 100 lande rundt om i verden. I Skandinavien er der 191 hoteller på over 100 destinationer. For at tilgodese såvel gæster som potentielle hotelejere tilbyder gruppen i alt 17 forskellige varemærker i alle segmenter fra budget tilpremium. BWH Hotels er den største, uafhængige hotelgruppe i Skandinavien hvor hoteller ejes og drives af lokale entreprenører.

Kontakt

  • Best Western Plus Hotel Odense.png
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .png
    Størrelse:
    3840 x 2160, 11,1 MB
    Download